Tilbage i maj måned besluttede et enigt byråd, at der ikke gennemføres et nyt udbud af bybuskørslen, da pengene ikke kunne findes. Dermed vil mange af de vante busser forsvinde næste sommer, hvilket har vækket stor kritik hos nogle borgere – især i udkanten af Holstebro Kommune.
Bybus 7 ved Niels W. Gades Vej. Foto: Rasmus Kier Fruerlund
Rasmus Kier Fruerlund 31267@dmjx.dk
Men hvad betyder det for borgerne i yderkantsbyerne i kommunen? Kenneth Tønning (V) i byrådet har været ude med specifikke alternativer til dem, der bruger bybusserne i dagligdagen – og dermed er afhængige af den lokale transport – og svaret er flextrafik.
Dette har skabt stor utilfredshed hos nogle borgere i udkanten af kommunen – heriblandt Hanne fra Ellebæk, der har en søn med en hjernetumor, som skal til genoptræning tre gange om ugen.
’Hvis vi skal til at køre med flextrafik flere gange om ugen, så bliver det dyrt i længden, og det har vi altså ikke råd til med de priser’, fortæller hun.
Det havde byrådet også med i tankerne, da man lavede planen tilbage i maj måned. Derfor har de lavet en ændring i reglerne, som skal hjælpe de borgere, der har mest brug for det – både geografisk og økonomisk.
’Flextrafikken har forskellige takster, afhængig af om man har det, der hedder en bygrænsebeskyttelse af busnettet, og den har vi løftet væk, så det faktisk bliver billigere for nogle at komme ind til Holstebro med flextrafik, fordi kilometertaksten er blevet lavere – fordi vi har hævet grænsen rundt om byen’, siger han.
Han fortæller derudover, at udvalget i byrådet i øjeblikket kigger på knudepunkterne i kommunen – om man skal udvide med et knudepunkt mere, fordi det er endnu billigere at køre dertil.
Et knudepunkt er et sted, hvor forskellige transportformer mødes. Det kan både være offentlig transport og private mobilitetsordninger, som supplerer hinanden og sikrer, at der er gode forbindelser til og fra stedet. |
Det er en anderledes måde at komme fra A til B på i forhold til transport med bus, som mange nok er vant til. Dette er også en undren hos Hanne, der finder det en smule indviklet.
’Det virker kompliceret – især når man efter så mange år i bus er vant til den form for transport. Hvordan kan de regne med, at vi bare kan skifte over til en helt anden måde at komme frem og tilbage på?’
Til det er der en hjælp.
En app til flextrafikken
For at få hele ideen om flextrafik til at fungere optimalt, er der lavet en app – Flextrafik app, som kan tilgås på telefonen – en nem måde at tilgå flextransport. Her vises der både tid og pris, når man ønsker at booke en flextaxa, uanset om man vil ind til byen i Holstebro eller ud til Sundhedshuset.
’Man kan desuden søge i Rejseplanen og få flextrafik op som en mulighed også, med både tid og pris’, fortæller Kenneth Tønning.
Man kan også booke en tid via internettet eller over telefon.
Hanne kan godt se fordelene ved den nye transportform, men hun er dog stadig en smule skeptisk, da det hele er meget nyt for hende. ’Vi må se, om det er så nemt, som de siger’, lyder det.