Online eller fysisk shopping: Det gør gågaden i Holstebro for at lokke kunder til

Hvad gør man som butik, når shopping bliver mere digitaliseret? Holstebro prøver at bevare gågadens butikker, selvom onlineshopping er kommet for at blive.

Gågaden i Holstebro er en af de ældste gågader i Danmark.

Foto: Maria Beierholm

Af Maria Beierholm

De grå skyer og tykke jakker vidner om, at efteråret for alvor er i gang. På en almindelig tirsdag eftermiddag i oktober er Holstebro gågade netop beklædt med efterårsjakker og glade mennesker. Gågaden blev i 2022 kåret som den hyggeligste handelsby, men butikkerne går måske en uvis fremtid i møde. 

Den 72-årige John Bech fra Harboøre står og venter på sin kone uden for en af butikkerne. Han tager til Holstebro cirka én gang i ugen, og han er generelt set glad for gågaden. Han har dog ét forslag til den.

”Der er for lidt siddepladser,” siger han.

Han påpeger dog, at der er fine siddepladser andre steder. Bare ikke lige udenfor den butik, hvor hans kone er inde. 

Online konkurrence

Jens Kristian Larsen på 54 år er handelschef i Holstebro Handelsforening, og han fortæller, at der kan være udfordringer for gågaden. Han påpeger dog også de gode ting.

”Med vestjysk sindighed, så går det okay. Så det er ikke helt tosset. Vi vil bare altid gerne noget mere,” siger han.

Både corona, inflation og energikrise har ramt mange butikker i hele Danmark hårdt. De udfordringer har de i Holstebro også mærket, men de er ved at være tilbage til en mere normal tilstand igen. Butikkerne i gågaden oplever dog også den stigende brug af onlinehandel hos kunderne som en udfordring. 

”Selvfølgelig køber man meget på nettet, men man har også det her tilhørsforhold mellem kunde og ekspedient. Så vi oplever jo også, at nogen synes, gågaden er okay,” siger handelschefen.

Efterspørger flere butikker

Selvom der er stor konkurrence fra onlineshopping, foretrækker mange af de adspurgte på gågaden denne tirsdag at kunne supplere med at shoppe i de fysiske butikker.

På gågaden er Sherryl Granade på 33 år også at finde. Hun bor ovenpå en af butikkerne og bruger dagligt gågaden. Hun shopper også online, men for hende er det også vigtigt at kunne komme ind i en fysisk butik.

”Det er bedre at kigge og prøve det på fysisk,” siger hun.

Sherryl har et ønske om flere tøjbutikker til både damer og børn. Derudover kunne den 33-årige mor også tænke sig flere skobutikker. Om det bliver en realitet, må holstebrogenserne vente med at se i fremtiden. Ifølge handelschefen Larsen arbejder de dog på at få flere butikker til gågaden.

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *