Tilbage i august måned startede det nye byggeri af projektet, der kaldes ’Nørreporthusene’. Dette er et område, hvor erhverv- og boligudlejning skal tiltrække lokale og turister i Holstebro. Det forventes, at byggeriet står færdigt i midten af 2025, hvor både bolig- og erhvervsdelen er klar til indflytning.
Byggepladsen til Nørreporthusene. Der er fuld gang i det nye byggeprojekt. Foto: Rasmus Kier Fruerlund
Ideen med Nørreporthusene er, at man ønsker ”at udvide et centralt beliggende område i byen – samt skabe en mere attraktiv bymidte for alle dem, der bor i og besøger Holstebro”. Sådan lød det i en fælles udtalelse fra de tre lokale investorer, Knud Lundgaard-Karlshøj, Uffe Hardam og John Gråkjær. Sidstnævnte er administrerende direktør i Gråkjær Erhverv A/S, som står for opførelsen af projektet.
De to byggerier er både beregnet til den unge og ældre målgruppe.
Leif Lægsgaard, der er ejer af Estate Boligbørsen og kontaktperson for penthouse ejerbolig-delen af Nørreporthusene, er ekstatisk over projektet og har allerede fået en masse henvendelser fra borgerne.
”Selvfølgelig er det godt for forretningen, men jeg er endnu større fan af selve projektet. Vi kan allerede mærke den store interesse nu, og forhåbentlig vil det tiltrække endnu flere mennesker til vores by”, siger han. Det er især de ældre, der gerne vil ind til byen, hvor de er tæt på det hele, der viser stor interesse i projektet, fortæller han.
Til gavn for lokale butikker
REMA 1000 ligger lige nu i Nørreport Centret, men har allerede nu investeret i én af byggegrundene. Det mener Kim Huus, der er centermanager i Nørreport Centret, vil styrke interessen for de lokale butikker – både i centret og gågaden.
”Jeg er overbevist om, at det vil tiltrække en masse udefra, og jo flere turister vi får til Holstebro, jo bedre er det for vores butikker. Nogle har undret sig over, om det kommer til at gå ud over butikkerne i centret, men jeg tror på en større interesse for centret og gågaden, når folk ser og hører om den ’nye’ REMA 1000-butik”, lyder det.
Ligesom Kim Huus, så mener Leif Lægsgaard også, at de nye bygninger vil fange de lokales- og udefrakommendes opmærksomhed.
”Moderne byggeri er attraktivt, og jeg tror at mange vil åbne øjnene op for Holstebro, når de læser om det nye, spændende byggeprojekt, siger han.
Nørregade er en af de ældste gågader i Danmark. Selvom man i Holstebro skal være stolt af de gamle bygninger, så skal der også være fokus på at modernisere byen, tilføjer han.
Selvom det lige nu ikke ser ud af meget, er der udsigt til et nyt og spændende boligområde. Foto: Rasmus Kier Fruerlund
Byggeriet skal indeholde 30 lejligheder. 24 af dem er til udlejning, seks er penthouselejligheder til salg, erhvervslokaler i stueetagen samt REMA 1000-supermarkedet. Penthouselejlighederne koster mellem 5 millioner og 5,5 millioner kroner, mens lejlighedernes prislejer ligger mellem 11.000 og 12.500 kroner.