Lærerne får ingen røde æbler af eleverne, men mærkedag forbedrer arbejdsmiljøet for personalet

Torsdag d. 5. oktober er FN’s internationale lærerdag, men sådan hedder dagen ikke på Rolf Krake Skolen i Holstebro. Den vil i stedet vil hylde alle medarbejdere.

Lonny Andersen ser stor værdi i, at lærernes dag i stedet betegnes medarbejdernes dag. Foto: Malthe Michaelsen

af Malthe Michaelsen

Selvom eleverne ikke just retter ryggen og reder håret, fordi det i dag er den internationale lærerdag, så mærker personalet på Rolf Krake Skolen alligevel, at det er en særlig dag.

De fik i sidste uge en mail fra ledelsen, som hyldede den gode indsats, som ”børn og voksne nyder godt af hver dag”. Ifølge dem er det nemlig ikke kun lærere, som skaber en god skole.

”Det er en ære, at lærernes dag findes, men jeg synes også, at vi er nødt til at tage øvrige medarbejdere med, fordi de har så stor en betydning for, at vi kan løse vores opgaver i dagligdagen,” siger 57-årige Lonny Nielsen, som er lærer på Rolf Krake Skolen.

Andre kommunale skoler som Sønderlandsskolen og Nørre Boulevard Skolen kalder stadig dagen for lærernes dag. En dag, som er blevet afholdt internationalt siden 1994, og som nu ifølge UNESCO fejres i over 100 lande.

På Rolf Krake Skolen startede fænomenet for en håndfuld år siden, hvor en lærer tog rundstykker med til sine kollegaer. Dernæst gav nogle forældre kage til klasselæreren, indtil det med tiden blev løftet op på ledelsesniveau og omdøbt ”medarbejdernes dag”.

Medarbejdernes dag er en markeringsdag, som frem for at skabe beundring fra eleverne primært forbedrer fællesskabet internt blandt personalet, mener Lonny.

Styrker sammenholdet

Da Lonny startede som lærer på skolen i 2016, var der boller til personalet den sidste fredag i måneden. Nu laves der boller hver fredag.

”Det oplever jeg som påskønnelse. Det giver os noget at samles omkring, og sådan nogle fællesskaber er utroligt vigtige at være i,” siger Lonny og tilføjer, at ordningen er lykkedes med at få flere til at spise frokost sammen om fredagen.

”Vi er én skole, én helhed. Hvor hører pædagogerne til i alt det her?”

For skolelederen Ole Priess ligger det ham på sinde netop i dag, at han er taknemmelig over den indsats, der bliver ydet af Lonny og resten af personalet:

”Det er medarbejdernes dag, fordi pædagoger, teknisk og administrativt personale osv. får lærergerningen til at lykkes,” siger Ole, som anser skolen som et maskineri, hvor folk er indbyrdes afhængige af hinandens indsats.

En holdning, som Lonny er enig i.

”Vi er én skole, én helhed. Hvor hører pædagogerne til i alt det her?”

Her ses et overblik over alle FN-dage: https://unric.org/da/fn-kalender-fn-dage-uger-aar-og-tiaar/

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *