En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at iltsvindet er det værste i 20 år, men eksperter og næstformanden for fiskeriforeningen, som har fisket hele sit liv i Nissum Fjord, er ikke enige om, hvem syndebukken er.
Af Tabassam Lange
Når snakken falder på for få fisk i Nissum Fjord, kan Kurt S. Madsen, næstformand i Danmarks Fiskerforening, hurtigt fortælle hvem, der har skylden.
Med mere end 60 års erfaring som fisker har han minder om en tid med mange flere fisk og ål i fjorden, men skarvens tilbagevenden har tømt havet for liv, mener Kurt S. Madsen.
Skarven har levet i Danmark i mere end 7000 år, men blev udryddet fra de danske kyster tilbage i 1800-tallet. Fuglen blev reintroduceret i Danmark, efter at EU-direktiver fredede fuglen.
Det danske farvand dør
Årligt påvirkes de danske farvande af iltsvind, der medfører skader på fisk, bunddyr og planter. Iltsvindet har gradvist udvidet sit omfang i de seneste år og er nu på et kritisk niveau. I efteråret 2023 blev forskere vidne til det mest alvorlige tilfælde af iltsvind i 20 år, ifølge ny rapport fra Aarhus Universitet.
Iltsvindet stammer primært fra kvælstof, der udledes fra landbruget. Landbruget gøder med kunstgødning i høje mængder, som via regnvand, ender i vandløb og til sidst havner i havet.
Rapporten konkluderer at udledningen fra landbruget skal reduceres betydeligt, hvis havmiljøet i Danmark skal forbedres.
EU blander sig for meget
Kurt S. Madsen mener ikke, at rapportens store fokus på landbruget er sigende for den virkelighed, han lever i. Han mener i stedet, at EU og Folketinget sidder med skylden.
”Skarven er fredet af politikkerne, og den æder alle fisk og ål, så hvis der skulle gøres noget ved problemet i vores område, skulle der reguleres i bestanden” siger Kurt S. Madsen.
Ifølge Miljøstyrelsen kan der søges om særlig tilladelse til at regulere i bestanden af skarve.