Et nyt koncept har fundet sted i flere kommuner, og i Holstebro kommune er det endnu en igangværende proces. Efter mere end et halvt år er der ingen planer om at stoppe konceptet, og man arbejder videre på at tilpasse tilbuddet bedst muligt fædrene på barsel.
Af Rebekka Krog Erlandsen
”Snakken bliver måske lidt mere fri, når det er fædre til fædre,” fortæller John Holm Jacobsen, som hver mandag står klar fra klokken 10-12 til arrangementet: Fars legestue.
Første arrangement fandt sted i januar, og man har under evaluering på Holstebro bibliotek valgt at fortsætte med konceptet. I Fars Legestue oplever John Jacobsen, at der bliver skabt et rum, hvor fædrene ikke skal være nervøse for at stille spørgsmål om alt, der vedrører forældrerollen. Det er helt frivilligt og uforpligtende at dukke op.
Mere tid i en ny barselsordning
I samarbejde med sundhedsplejerskerne i Holstebro kommune har man startet fællesskabet Fars legestue. Derfor kan fædrene til næsten hvert arrangement få hjælp af en sundhedsplejerske, der står til rådighed for at besvare spørgsmål. Hvis man ikke har spørgsmål, er formålet med konceptet også, at børnene kan få lov at møde og lege med hinanden. Særligt i forbindelse med den nye barselslov, der trådte i kraft den 1. juli 2022; nu har både far og mor 11 ugers øremærket barsel.
”Det behøver overhovedet ikke kun at være børnerelateret. Så tager vi den derfra. Selvfølgelig svarer vi på spørgsmålene,” uddyber Jacobsen, der mener, at Fars Legestue også skal være til for at fange de mænd, der har en helt ny barselsordning, de skal forholde sig til.
Til trods for at Fars Legestue er for alle børn i alderen 0-5 år, oplever man, at det mange gange er fædre på barsel, der dukker op.
Fars Legestue foregår i glassalen på Holstebro bibliotek, men det betyder ikke, at børnene ikke kan få lov at besøge bibliotekets område for børn. Foto: Rebekka Krog Erlandsen
Flere kommuner laver Fars Legestue
Også hos projektet Far For Livet oplever man en voksende interesse hos kommunerne. Far For Livet kontakter ikke længere selv kommunerne med konceptet, men det var dem, der kontaktede Holstebros kommunes sundhedssygeplejerske.
”Men der er rigtig tit kommuner, der kontakter os og siger, at de gerne vil starte en Fars Legestue,” forklarer Marie Eriksen fra Far For Livet.
Til trods for den positive tilgang der har været til konceptet, har man også oplevet, at nogle mødre ikke er tilfredse med, at det kun er for mænd.
”Prøv at høre, vi har babycaféen hver torsdag, og det har vi haft i mange år. Der kan alle komme,” svarer John Jacobsen.