Var tæt på konkurs – 6 måneder senere har Holstebro Håndbold ændret kursen mod Kvindeligaen

En økonomisk redning i april gav Holstebro Håndbold en ny mulighed for at ændre retningen. Nu står der talentudvikling, eksponering af klubben og et retur til Kvindeligaen øverst på klubbens dagsorden.

af Jonas Fonnesbæk Madsen

“Uden pigerne og uden kvindehåndbold på det niveau – hvor ville det være forfærdeligt. Jeg synes virkelig, at vi ville mangle noget herude.”

Tanken om, at hendes hjerteklub skulle gå konkurs, skabte mildest talt dybe panderynker for 56-årige Dorthe Vindum Sindersen, da Holstebro Håndbold kæmpede en kamp på kanten af konkurs for 6 måneder siden.

Dorthe har fulgt klubben siden 95’. Hun styrer trommen i fanklubben, uanset hvor holdet spiller i landet. I dag hilser hun både på spillere, rengøringspersonale og Buster, en lille hund, mens hun bevæger sig rundt på det grå betongulv i forhallen til Gråkjær Arena.

Grunden til den økonomiske krise har ifølge administrerende direktør i Holstebro Håndbold, Johnny Jensen, rødder tilbage til kvindeholdets skilsmisse med TTH i foråret 2020. Klubben manglede herefter sponsorer, og sæsonen 21/22 endte med nedrykning fra Kvindeligaen.

”Vi får en katastrofe sæson, hvor vi rykker ned og har 7 stamspillere skadet. Og så kom corona oveni. Det var bare skidt med skidt på,” husker direktøren.

Den dårlige udvikling kulminerede, da håndboldklubben i februar måtte melde ud, at klubben var truet af konkurs. Underskuddet lød på 1.600.000 kroner. Men i april nåede Holstebro Håndbold deres mål takket være privatpersoner, lokale virksomheder og klubbens sponsorer. 1.600.000 kr. blev samlet ind – og klubben blev reddet.

Dorthe Vindum Sindersen tager land og rige rundt for at bakke op om klubben. En sæson løb det op i 4000 kilometer på de danske landeveje. Foto: Jonas Fonnesbæk

Kursændring for Holstebro Håndbold

6 måneder efter redningen har Holstebro Håndbold måtte skille sig af med løntunge spillere, de har skåret ned i antallet af ungdomskontrakter, og de har sagt farvel til deres assistenttræner. Nedskæringer alene kan dog ikke redde dem på sigt, forklarer Johnny Jensen:

”Vi ved godt, at man ikke kan spare sig ud af det her. Man skal lave indtjening også. Og der er vi så kommet til en konklusion, som vi sætter ind på i år: Vi skal ud i byen.”

En plan for at øge indtjeningen til kvindeholdet er, at øge interessen for Nordvestjyllands bedste kvindehold. Derfor vil fire af sæsonens kampe blive spillet i Struer Energi Park. Derudover kommer der større fokus på talentudvikling. Netop derfor gør det ondt på Johnny Nielsen, at man har været nødsaget til at skære ned i antallet af ungdomskontrakter. Men han er stadig fortrøstningsfuld:

”Det er hårdt, for det er jo vores levebrød, vi skærer ned i. Men det er vi nødt til. De har heldigvis været forstående, så de fleste bliver her alligevel. De ved også godt, at vejen til at blive ligaspiller nok ikke findes ret meget kortere, end den er lige her.”

Ny sæson er en ny start

Det hurtige comeback til Kvindeligaen glippede i sidste sæson, da holdet tabte til EH Aalborg i oprykningsspillet. EH Aalborg endte heller ikke med oprykning, og Johnny Jensen forudser, at det igen i år bliver det hold, der skal besejres, hvis de skal indfri deres målsætning:

”Vi skal i Kvindeligaen. EH Aalborg har også forstærket sig, så det bliver lige så tæt som sidste år. Det er jeg overbevist om.”

Tilbage i Gråkjær Arena står Dorthe Vindum Sindersen stadig med armene i vejret, fordi at klubben, der er så stor en del af hende, overlevede. Hun spår ligesom klubbens formand, at Holstebro Håndbold kommer til at kæmpe med i toppen af 1. Division:

”Jamen klubben er mit andet hjem. Min tilværelse nummer to. Hver gang jeg er ude og se pigerne og deres gejst, så bliver jeg så glad. For de spiller skide godt i år. Jeg tror, at de bliver i toppen.”

Spørger man hende, om hun stadig er at finde med trommestikkerne i hænderne på tribunen, selvom klubben flytter nogle kampe til Struer Energi Park, er svaret klart:

”Ja da! Det er ikke noget problem. Jo bedre økonomisk klubben er stillet, des større chance er der for, at de forbliver. Og det er bare det, jeg gerne vil have.”

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *